I 1800-tallets slutning var de fleste bander ved at være nedkæmpet. Samtidig udkonkurrerede den amerikanske korneksport den syditalienske og skabte en landbrugskrise af dimensioner. Det samme skete i øvrigt i Danmark, men her var man pga. de små privatbrug i stand til at omlægge landbruget til animalsk produktion i stedet, mens Syditaliens latifundierne (storgodsdrift) ikke sådan lige var til at omlægge. 

Krisen forøgede udvandringen massivt, og det efterlod området drænet for ung arbejdskraft. Mellem 1900 og 1910 toppede udvandringen, og her forlod gennemsnitligt over 600.000 årligt Italien, langt de fleste fra Syd. De tog fortrinsvis til USA eller til det øvrige Europa, og blandt dem var der sikkert en del tidligere brigantiere.

I perioden 1900-1914 emigrerede i alt ikke mindre end ½ mill. fra Abruzzo alene. Med Abruzzos nuværende befolkningstal på 1,3 mill. kan man selv regne ud hvilken enorm betydning denne udvandringsgrad har haft for området.  Ifølge samtidige undersøgelser i Syditalien er Abruzzo blandt de regioner, der har haft den mest intense emigration.  

I mellemkrigstiden indførte det fascistiske styre flytteforbud for landarbejdere for at sikre godsejerne tilstrækkelig billig arbejdskraft på latifundierne, og det stoppede udvandringen midlertidigt. Samtidig dannede fascisterne såkaldte korporationer der fastsætte lave priser på arbejdskraften.

For den almindelige landarbejder stod det fascistiske styre først og fremmest for (endnu) større undertrykkelse og overvågning. De færreste af dem tænkte på oprør og politisk modstand, men var mest optaget af at overleve under de elendige sociale forhold de blev budt.  Det eneste håb de hidtil havde haft, var drømmen om at skrabe tilstrækkeligt sammen til at emigrere til Canada, Australien eller Sydamerika.

Efter 2. verdenskrig steg emigrationstallene igen. I periode 1950-1960 emigrerede i alt over 200.000 abruzzere – af en samlet befolkning på 1,276  mill. (1951). Men derefter begyndte tallene at falde, og i perioden 1970-1980 faldt antallet fra 7.000 om året til godt 2.000. I efterkrigsårene skete der samtidig en meget stor grad af intern emigration, en særlig afart af migration, nemlig fra Syd- til Norditalien. Toget fra Syditalien til byen Torino førte dagligt gennemsnitligt 130 indvandrere nordpå og blev i daglig tale kaldt for ”Solekspressen”. Fra 1946 til 1956 skete der en nettotilvandring sydfra til Torino på 271.000.

I en lille by som Roccacasale er der i dag knapt 800 indbyggere, men lige efter krigen boede der ca. 3.000 mennesker. Det samme gælder mange andre småbyer.

I et lokalt ugeblad har en gammel mand fortalt om hvordan to busser en dag i hans barndom dukkede op på landsbyens torv og tog alle byens unge mænd med sig. Først troede man at der er tale om en krigshandling, endnu en etnisk udrensning, men det var emigrationen der tog de unge mænd væk. Derefter uddøde byen næsten.

Tidligere tømtes alle de små bjerglandsbyer i Abruzzerne på én gang, nemlig i december måned. Gran Sassos, Majellas, Velinos bjergskråninger blev pludselig forladt af alle kraftige folk, der ude i verden søgte brød og arbejde.

Mange af de abruzzesere der forlod regionen, vendte efter noget tid tilbage til den igen. I den store udvandringsperiode 1901-1910 var repatrieringsprocenten ganske vist så lav som 15 %, men i 1911-1930 vendte hele 45 % af de udvandrede tilbage til regionen. I 1930’erne hvor udvandringen var næsten stoppet, var det helt oppe på 70 %, og i 1960’ernevar det 65 % der vendte tilbage. 

Efter 1970 vendte udviklingen, og der skete herefter en nettotilvandring, ikke stor, men til at få øje på. I halvfjerdserne udvandrede der knap 40.000 fra Abruzzo, mens der indvandrede godt 50.000. Og sådan er det gået siden.

I dag er hele Italien, herunder Abruzzo, et attraktivt immigrationsland for fattigdomsflygtninge fra især Mellemøsten, Balkan og Nordafrika.