I ældre tider var Abruzzo kendt for at være et ikke bare uvejsomt, men også farligt område at bevæge sig ud i. De såkaldte briganti (røvere, banditter) opererede fra bjergene og overfaldt jævnligt fredeligt rejsende og berøvede dem deres ejendele. Nogle historikere mener at der er tale om almindelige bønder fra bjerglandsbyerne der havde et praktisk sideerhverv som røvere, og ikke specielle bander. Nogle ser dem som simple kriminelle, andre som politiske revolutionære, og andre igen som desperate fattige, der kæmpede for overlevelse.

I Peligna-dalen var banditvæsenet også udbredt, og banditterne kom bl.a. fra Roccacasale. I 1860’erne – i forbindelse med Italiens forening – trives lovløsheden, og overfaldene blev meget voldelige; det gik ikke mindst ud over indbyggerne i det velstående Pacentro, der ikke turde angive overgrebene af frygt for gengældelse. I Sulmona forstærkede man byens mure og porte der var delvist faldet sammen efter det store jordskælv i 1706. 

Den nyudnævnte konge var den oprindelige konge af Piemonte. Bønder og fattige i Syditalien følte sig snydt - man havde kæmpet for at blive fri for én overmagt blot for at få en ny. Dertil kom at den sociale reform, bønderne var sat i udsigt udeblev, og den jord, staten fratog især de kirkelige godser, blev solgt til højest bydende i stedet for at blive tildelt de fattige jordløse. I protest imod denne udvikling blussede socialt oprør op overalt i Syd- og Midtitalien, og mange antog de samme handlemønstre som de tidligere brigantiere og blev kendt som sådan.

Nyere forskning i de breve og papirer staten har opbevaret siden den tid, afslører hvordan brigantierne agerede. Fra deres skjulesteder i bjergene omkring Sulmona sendte de breve, fulde af stavefejl og uden tegnsætning af nogen art, til velhaverfamilierne med krav om penge og mad. De kaldte sig navne som ”Bonaparte contadino d’Entrodacqua”(bonden Napoleon fra Introdacqua, alias Concezio del Monaco) og ”Cannone” (Kanonen, alias Domenico Valeri), og brevene var ofte meget detaljerede. Fx bad sidstnævnte om bl.a. 1000 pilastre (møntenhed), 6 kjoler, 10 skjorter, 6 par sokker, 10 silketørklæder, 10 hatte, 4 får, 45 brød, 10 flasker olie og 5 pakker tobak. Man tror der er tale om en indkøbsseddel til købmanden, indtil man når til afslutningens trusler om død og ødelæggelse. Lidt mere arrogant skriver en anden røver, Croce di Tola: ”Send mig 500 dukater, 4 fulde sæt tøj og mad til 60 personer. Ellers …”.

Kanonens bande er fra Gagliano Aterno, en by i Subequo-dalen (Sirente-Velino-parken), fra nabobyen Secinaro kom Stramenga-banden, og sådan havde hver landsby sin bande.