La Grotta Sant´Angelo ved Civitella Del Tronto

En af de mest attraktive steder i Teramoprovinsen er området omkring Ripe nær Civitella Del Tronto. Her kan man se Grotten Sant`Angelo som har været brugt som shelter af fortidens mænd, til gudedyrkelse af munkene og som gemmested for smuglere og andre banditter.


Men mest af alt kan man nyde den fantastiske udsigt over Salinello-kløften. Området som er en del af Naturparken ”Parco Nationale del Gran Sasso” blev fredet i 1990 med det formål at beskytte vildsvin og rovfugle.


Der er afmærkede vandreture fra La Grotta Sant`Angelo til Castel Manfrino (en lille middelalder slotsruin omkranset af et fantastisk panorama over kløften). Den lange tur tager omkring 2½ til 3 timer – og det samme tilbage igen, men der er også ture på samlet ca. 2 timer.


Det er bedst at tage turen forår eller efterår. Om foråret er der vandfald og floden som løber gennem hele kløften, og om efteråret er der gyldne smukke farver.


På begge sider rejser bjergene sig stejlt  og der er en helt fantastisk vegetation – i oktober kan man se alpevioler i skovbunden. Husk at tage solide lukkede sko på som man kan stå fast med, for der vandres i kuperet terræn og man går på glatte sten når floden skal krydses.


Sådan kommer man til La Grotta Sant`Angelo

Fra Collecorvino køres der mod Pescara. Kør ad motorvejen A14 mod Bologna. Tag afkørsel Giulianova og kør af vej nr. 80 mod Teramo. Kør nord om byen og fortsæt af vej nr.81 mod Ascoli. Efter Rocche di Civitella fortsættes mod Ripe. Når man kommer til byen er der skilte til Grotta Sant`Angelo, det sidste stykke er en grusvej som fører op til en plads hvor man kan parkere. Det tager godt 1½ time at køre fra Collecorvino til Ripe, så med en god vandretur og lidt at spise og drikke bliver det til en kort heldagstur.


Civitella Del Tronto

Hvis tiden og energien er til det kan det anbefales at tage turen forbi Civitella del Tronto e la sua Fortezza Spagnola - Fortet Spagnola i Civitella, der er et monumentalt arkitektonisk kunstværk, var den sidste bourbonske bastion, der faldt i 1861 under de piemontesiske tropper, under Italiens Samling.

I 1970 påbegyndtes restaureringen, der har ført fæstningen tilbage til den gamle pragt. Den gamle by med kirker fra 1200 tallet som f.eks. San Francesco og mange renæssancepalæer er meget smukke. Denne udflugt er en tur, der gør stort indtryk. Den gør det muligt at forestille sig, hvordan de mest lidelsesfulde og afgørende timer var, før det stærkt ønskede Kongerige Italien blev dannet.


Fra byens hovedtorv - hvor den lille 1400-tals kirke ofte er rammen om lokale bryllupper - er der den smukkeste udsigt over bjergene Campli og Montagna dei Fiori, og i byens stejle gader er den sydlandske stemning intakt. I byen findes iøvrigt intet mindre en "Italiens smalleste gade", og her skal maven trækkes godt ind, hvis man ønsker at klemme sig ned af den!