Det moderne Italien blev dannet med foreningen i 1861 . Italien har både før og efter præget den kulturelle og sociale udvikling i hele Middelhavsområdet og ligeledes påvirket hele den europæiske kultur.

 

Selvom Italien ikke har eksisteret som samlet stat før 1861, har landet naturligvis været beboet temmelig længe. Rent faktisk var det grækerne og etruskerne, der fra omkring 12.-8. århundrede f.Kr. grundlagde begyndelsen til det romerske rige.

 

I det 8. og 7. århundrede f.Kr. koloniserede grækerne det sydlige Italien og kaldte det Magna Graecia (Stor-Grækenland). På omtrent samme tid udviklede den etruskiske civilisation sig i den nordlige del af den italienske halvø. Fra det 7. til det 5. århundrede f.Kr. regerede de Romerske konger efterfulgt af den Romerske republik og det Romerske kejserrige . På et tidspunkt havde italienerne fået nok. I 509 f.Kr. blev Romerriget grundlagt, der opslugte de fremmede. Romerriget blev ét af verdens største imperier, og demokrati og latin blev efter de Puniske Krige spredt ud til Spanien og Nordafrika, England og det, vi i dag kender som Irak.

Men storhed står for fald, og i 400-tallet brød Romerriget på grund af sin størrelse og indbyrdes magtkampe sammen. Den tyske kriger og barbar, Odovacar, overtager relativt nemt magten over den vestlige del af riget – kejser Diokletian opdeler i 286 Romerriget i to, da han vurderer, at en enkelt hersker ikke kan kontrollere hele det store rige – da pest, sult og stammekrige har svækket dens position. Herefter følger ’Den mørke middelalder’ på fire århundreder, hvor blandt andre goter, longobarder, frankere og normannere slås om magten, og den blomstrende kultur og rigdom sygner hen. Men i det 8. århundrede træder franske Karl den Store til og får generobret store dele af Vesteuropa, helt op til Jylland, hvor han dog må se sig slået af danerkongen Gudfred.

I år 800 lader han sig krone til kejser, en position, han de næste 14 år forvalter godt ved at fremme religion, retsvæsen og boglig lærdom. Den sydlige del af det tidligere Romerrige er domineret af muslimske araber, der bliver løbet over ende af normannerne. Efterhånden kommer der ro over feltet trods de mange kulturelle og etniske forskelle, og bystater, der efterhånden udvikler sig til rigeste og mest magtfulde i Europa, opstår. Det betyder også, at der er tid og ro til at støtte og dermed udvikle kunsten og kulturen, og det nyder renæssancekunstnere som Michelangelo, Botticelli, Leonardo da Vinci og Rafael godt af. I det hele taget blomstrer arkitektur, malerkunst, filosofi og digterkunst trods forfærdelige krige mod blandt andre Frankrig og Kong Karl VIII, som italienerne rent faktisk selv inviterer ind i riget i den tro, at franskmændene vil redde landet fra moralsk forfald og den skrantende alliance, som Lorenzo de Medici havde forsøgt at skabe.

Uoverensstemmelserne kulminerer ved Fornovo i 1495, hvor tabet til Frankrig betyder en ødelagt, italiensk kampmoral, og landet bliver kastet ud 300 år med borgerkrige og oprør og invasioner fra lande i nord. Både Spanien og Østrig opnår at have magten over halvøen i de følgende århundreder, indtil Napoleon i 1494 og de følgende fem år underkaster halvøen det republikanske styre. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og de mange udenlandske interventioner betyder, at italienerne nu arbejder mod en samling af landet med Garibaldi, Cavour og Mazzini i spidsen.

Abruzzos historie har altid været kædet sammen med den syditalienske. Den noget ufremkommelige natur har hæmmet kommunikation og var skyld i opdelingen og isoleringen af regionens indbyggere igennem historien. I gamle tider var Abruzzo beboet af forskellige folkeslag som f.eks. Equi, Marsi, Vestini og Praetutii, som blev erobret af romerne før det 3. århundrede (f.kr.). Efter faldet af Romerriget splittedes regionen i mindre feudale stater.

 

I Middelalderen var Abruzzo i en længere periode styret af Lombard duchy of Spoleto. I det 12. århundrede erobrede Normanerne territoriet, som derved blev en del af det sicilianske kongedømme med Sulmona som regionens hovedstad (under Frederick d. 2. af Hohenstaufen).

I år 1272 delte Charles d. 1. af Anjou territoriet i to provinser, "ultra flumen Piscariae" eller Abruzzo ulteriore og "citra flumen Piscariae" eller Abruzzo citeriore, med regeringen placeret i Chieti. I 1641 blev en anden regering etableret i L'Aquila og en tredje i Teramo i 1684.

 

Under Guiseppe Bonaparte, 1807, blev provinsen ultra flumen Piscariae delt i to provinser med hovedsæder i hhv. Teramo og L'Aquila. Tilstedeværelsen af tre provinser under navnet Abruzzo forklarer, hvorfor regionen også nævnes i flertal; Abruzzi. (Dette ses stadig i mange bynavne som f.eks. Anversa degli Abruzzi, Tione degli Abruzzi m.v.)

 

I 1861 opstår kongedømmet Italien, men uden Roms deltagelse, da paven modsatte sig. Den vigtige by kommer først med i 1870. Det samlede Italien til trods er der internt stadig store kulturelle og sociale forskelle, der splitter det industrialiserede nord og det fattige syd. Splittelsen betyder, at 1. Verdenskrig kræver enorme tab, både menneskelige, økonomiske og territoriale. Uroen ulmer, og det er et land i krise, som Mussolini og fascisterne – nærmest på Kong Viktor Emanuel III’s opfordring – overtager. Herefter følger år i fascismens tegn, hvor fagforeninger, politiske modstandere og pressefriheden bliver udraderet.

 

I begyndelsen af det 19. århundrede begyndte små liberale grupper således at tage del i revolutionære aktiviteter, hvorefter regionen i 1861 blev en del af det samlede Italien. Pescara, den fjerde og sidste provins, blev tilføjet i 1927. I 1948 blev Abruzzo og Molise samlet til en regionen, de blev dog skilt igen i 1963.

 

I 1940 går Italien ind i 2. Verdenskrig ved udsigten til en stor del af Hitlers kage, der efterhånden har magten over det meste af Europa. I 1945 er det dog definitivt slut med Mussolinis magt, krigen afsluttes og der følger nu en efterkrigstidsperiode, der er præget af ekstremismen. Den Røde Brigade, Brigate Rosse, hærger og dræber løs; nyfascismen terroriserer landet; økonomien går fra fantastiske højder til sørgelige kriser, og korruption og bestikkelse florerer lystigt, blandt andet takket være mafiaen. Korruptionen lever i dag i bedste velgående.

 

Siden 2. verdenskrig har Italien haft 62 regeringer. Gennemsnitslevealderen for en italiensk regering var indtil 2001 på 311,24 dage, og mellem 1947 og 2001 var der 1693 dage (4,6 år), hvor der var officiel regeringskrise.

Tidligere var regeringsrekorden 1.058dage fra 1983 til 1986, men den rekord slog Berlusconis regering i 2004. Da den faldt den 18. april 2006, havde den samme regering repræsenteret Italien i1.380 dage. Regeringen i 1972 havde den korteste levetid - 9 dage.

Nogle af de mange regeringer har faktisk blot været en bekræftelse af en allerede eksisterende regering, og mange regeringer har bestået af de samme partier og ministre. Fra 1948 til 1992 var f.eks. partiet De Kristlige Demokrater med i alle regeringer, men det parti blev opløst efter korruptionsskandalerne "Rene Hænder" fra 1992.

Man kan faktisk sige, at mens magten i de andre europæiske lande i samme tidsrum skiftede mellem venstre, centrum og højre, så havde Italien et uhørt stabilt magtcentrum på centrum-højrefløjen fra 1948 til begyndelsen af 1990´erne!

Italien er en republik , men præsidenten har ikke så meget magt som for eksempel i USA eller Frankrig. Præsidenten er statens formelle overhoved, men mange ønsker at ændre hans rolle i fremtiden, så præsidenten får en mere aktiv rolle. I de seneste år har der også været en tendens til, at den italienske præsident blander sig mere direkte i den politiske debat. Men hans rolle er i følge forfatningen i dag blot at se til og kontrollere at forfatningen overholdes. Derudover bekendtgør præsidenten parlamentsvalgene. Han må dog ikke udskrive valg i de sidste seks måneder af sin "regeringstid". Derudover er præsidenten - igen mest af navn - øverstbefalende for landets væbnede styrker og præsident for det Øverste Dommerråd, der skal sikre domstolenes uafhængighed.

Der skal i følge den italienske grundlov være valg hvert femte år til parlamentet. Det italienske parlament har to kamre: Senatet og Deputeretkammeret- dvs. at en lov skal igennem begge kamre for at blive vedtaget. Deputeretkammeret har 630 medlemmer. Senatet har 315 medlemmer plus nogle få udnævnte livstidsmedlemmer, samt landets tidligere præsidenter.

Fra 1948 til 1993 havde landet et proportionelt valgsystem, som vi kender det fra Danmark. Ved en lovændring i 2005 blev det proportionelle valgsystem genindført.
Det ”nye” system er et såkaldt "ægte" proportionalt system, der fordeler pladserne i parlamentets to kamre matematisk efter antallet af stemmerne på de forskellige partier. Det adskiller sig fra det danske ved at man f.eks. ikke længere kan stemme personligt på en kandidat, da det udelukkende er partierne, der bestemmer kandidater og deres rækkefølge på listerne. Partierne kan vælge at stille op i koalitioner, der skal pege på deres kandidat som regeringsleder. Koalitionerne skal ydermere præsentere et samlet valgprogram, hvor regeringslederens navn skal forekomme.

 

Parlamentets opgaver er i princippet kun finans-, forsvars- og udenrigspolitik. I praksis fungerer det regionale selvstyre dog ikke efter hensigten, fordi hverken regioner, provinser eller kommuner har fuld råderet over de indbetalte skatter.
F.eks. kan kommunerne fastsætte ejendomsskatten indenfor bestemte rammer, og derudover tjener kommunerne penge direkte ved at tage afgift for borde og stole på fortovene foran barer og ved at sætte reklameskilte op. Det forklarer måske de uhyggeligt mange reklamer langs italienske veje.
De seneste regeringer har fremlagt flere forslag til love om mere reelt regionalt selvstyre, men ingen tiltag har endnu for alvor gjort op med det grundlæggende princip om, at alt - og især økonomien - i virkeligheden styres fra Rom.

Italienske regeringer har ret til at regere ved hjælp af dekreter frem for at have tålmodighed til at få en lov vedtaget. Dekreter er en slags "snydelove", hvor man iværksætter en lov før den er vedtaget. Man behøver altså ikke flertal, for at den type lov er gyldig. Dekretet skal siden vedtages, men forslaget kan laves om, og dermed kan en endelig vedtagelse udskydes i det uendelige, mens loven i realiteten allerede er trådt i kraft.

Også Justitsvæsenet fungerer meget langsomt. Italien er flere gange dømt af EU for at være for langsomme. 100.000'er af retssager "venter" i systemet, og mange retssager bliver ikke gennemført, fordi tidsfristerne overskrides. Derudover er en simpel procedurefejl nok til at en retssag er ugyldig og skal gentages. Bl.a. har de mange korruptionsanklagede fra begyndelsen af 1990'erne nydt godt af langsommelighed og procedurefejl, og nu har Berlusconi fået vedtaget en lov, der gøre korruption til en forbrydelse, der kan ordnes med en bøde.