Gran Sasso-massivet strækker sig fra Vomano-floden i nord til Aterno-Pescara-floden i syd. Bjergmassivets højeste tinde er Corno Grande (2.914 m), som er Appenninernes højeste bjerg. Bjerget kaldes “Kæmpen, der sover”, fordi når man ser bjergkæden fra sletten, ligner den en stor mand der sover, i profil. Lillebroderen Corno Piccolo (piccolo betyder lille på italiensk) ligger umiddelbart nord for og hedder sådan til trods for at bjerget måler 2.655 m. For foden af Corno Grande finder man Europas sydligste gletsjer Calderone. I 1797 var gletsjeren på over 4 millioner kubikmeter men i 1990 var den svunden til 360.931 kubikmeter, og den svinder stadig år for år. I 1998 ved et symposium i Abruzzo hovedby L’Aquila forudsagde forskere, at gletsjeren ikke ville overleve længere end til 2020.

På den sydvestlige side af massivet, strækker højsletten Campo Imperatore sig. Sletten befinder sig i 1.600 meters højde, den er ca. 15 km lang og 5 km bred. Det er muligt af komme op til sletten med en lift, hvorfra der er ca. 9 kilometers vandring for folk med gode ben op til toppen af Corno Grande. Man behøver faktisk ikke tage svævebanen op (den er ikke helt billig), man kan uden problemer køre helt op i bil; en meget flot panoramisk tur. Følg skiltning fra Fonte Cerreto mod Campo Imperatore.

Da højsletten er meget frodig om sommeren, driver hyrder med hunde – oftest den specielle abbruzzesiske fårehund – flokke af får og geder over den. Den abbruzzesiske fårehund er ikke nogen almindelig hyrdehund, da dens primære opgave ikke er at drive flokken frem, men at beskytte den mod bl.a. ulve og bjørne. Denne egenskab har den bibeholdt gennem årtier, da der stadig findes mange af disse dyr i de abbruzzesiske bjerge. I stedet for at gå direkte til angreb på eventuelle trusler prøver den først at jage dyret på flugt ved at gemme sig blandt flokken af enten får eller geder. Her kommer dens kridhvide og selvrensende pels til hjælp som camouflage. Hvis det dog kommer til angreb, er den dygtig nok til at kunne nedlægge en bjørn. Hundene bliver ikke trænet til deres arbejde, men kan det fra fødslen af. Dette opnår de ved allerede fra hvalp at sove sammen med flokken. Deres temperament beskrives som roligt og seriøst, og de tilhører ikke deres ejer, men den flok de skal beskytte. Dette kommer til udtryk ved, at selvom hyrden går hjem bliver hundene ved flokken også uden at være bundet.

Om vinteren dækkes Campo Imperatore af sne og sletten bruges derfor som et yndet langrendsområde. De mange flokke af får og geder er derfor trukket længere sydpå. Denne vandring sydpå foregik af nogle helt specielle stier kaldet for tratturi – som var datidens motorvej til transport af dyr og er op til 110 meter brede. Dette græsningsskifte med start i slutningen af sommeren strakte sig fra den nordlige del af Abruzzo  gennem Molise til Gargano nationalpark i det nordlige Apulien , hvor det var muligt at finde brugbare græsgange selv om vinteren. Nu til dags foregår denne flytning af dyrene stadig men fortrinsvis med lastbiler og varevogne. Der er dog enkelte steder, hvor den gamle metode anvendes. Tratturi’erne anvendes derfor nu meget til trekking, ridning og kørsel med mountainbike.

Af andre interessante områder i parken, der befinder sig i Gran Sasso-massivet findes borgen Rocca Calascio fra 900-tallet (Se særskilte sider Rocca CalascioAQ og tur: Gran Sasso syd).

Vandreturs-mulighederne i området er utallige, især i højden, hvor der er godt afmærkede stier. Undgå lørdag-søndag, hvor der er mange deroppe. Der er forskellige ruter, alt efter hvad man kan overkomme, og hvor meget man har lyst til at vandre.

En klassiker er den ret korte 3-timers-tur nr. 313, som fra ”hotellet” stiger lidt stejlt i starten op til hytten Duca degli Abruzzi (hvor der kan købes forskelligt, bl.a. lidt mad) og herfra videre ad en god sti op og passere Passo del Lupo og Passo della Portella (2260 m) og senere op og vende på maksimumshøjden 2533 m., og herfra tilbage igen. – Denne tur kan forlænges med tur 314. – Eller man kan vælge helt andre ture, - faktisk kan man udmærket gå rundt deroppe uden at være fikseret på bestemte ture.

Hvis man vil have lidt større udfordringer (uden at det ligefrem bliver til bjergbestigning) kan man overveje rute 320, bedst i variant a); derimod kan det ikke anbefales nogen der er uvant med klatring at vælge rute 321 til Corno Grande. Den er ganske vist kortere end 320, men nogle steder rigeligt udfordrende (det er den rute alle de rutinerede alpinister går)  

Nationalparken har et rigt landskab med høje bjergtoppe, højsletter, floder, søer og skove. Den er et fristed for 70 arter af pattedyr (bl.a. bjørne og ulve), 40 forskellige krybdyr og 300 fuglearter (bl.a. Kongeørn). Parken har et omfattende net af stier, og der er mulighed for at ride, vandre og forsøge sig med bjergbestigning. Der er også gode muligheder for at stå på ski om vinteren. Nationalparken blev oprettet i 1923 for at beskytte Appenninernes planter og dyr. På et 400 km² stort område lever der 70-100 bjørne. 15-20 ulve, 450-500 gemser, 300 forskellige fuglearter, og man kan finde ca. 1200 blomsterarter.

Grønne enge, bøge-, ege- og fyrreskove kan få de fleste danskere til at føle sig hjemme i nationalparken - men bjerger er ikke til al tage fejl af. Den bedste og mest fredelige tid på året er fra midten april til begyndelsen at juli. Samt september og oktober. Der er gratis adgang i Abruzzo Nationalpark.

Hvis nationalparken skal nydes fra bilen – altså at der ikke skal vandres, så kan det anbefales at køre øst om Parco nazionale d´Abruzzo. Kør ad motorvejen (A25 mod Rom), tag afkørsel ”Cocullo” og kør mod Scanno. Et stykke før Scanno kommer I til et vand 

Reservoir – det er værd at bruge et par min. til at gøre hold og strække benene.

Efter endnu nogle min. kørsel kommer I til Lago di Scanno. Søen er stor og der er mulighed for at bade (området er ret turistpræget). Efter Scanno fortsættes turen til Villetta Barrera. Drej til venstre ud af byen mod Barrera – nogle få hundrede meter senere kommer I til et udflugtssted hvor I kan spise den medbragte mad – her tager italienerne på familieudflugt: Det er et grønt område ned til søen di Berrera med bord/bænke og masser af plads til at boltre sig på. Det hele er omringet af bjerge og eftermiddagssolen skinner sine varme stråler. Efter pausen kører I tilbage igennem byen Villetta Barrera og mod Pescasséroli. Turen går nu tværs gennem Nationalparken.

Pescasséroli, med sine ca. 2200 indbyggere, ligger midt i Parco Nazionale d´Abruzzo. Gør holdt og gå en tur i gaderne – byen emmer af atmosfære og der er masser af ”Tratorrier” (små spisesteder). Det er tid til at køre mod motorvejen og hjem til Collecorvino, for der er endnu mange km at køre.

Hvis planene er at nyde køreturen og at gøre holdt for at vandre af afmærkede stier, så anbefales det at tage motorvejsafkørslen ”Pescina” og køre til Pescasséroli. Der er omkring 150 afmærkede vandrestier gennem parken. Det er nødvendigt at købe det detaljerede kort Cana Turistica f.eks. hos informationen [1] i Pescasséroli som ligger midt i nationalparken. Pescasséroli er med sine mange faciliteter og overnatningsmuligheder det bedste udgangspunkt for ture i området. Byens museum og zoologiske have viser ofte gode naturfilm og arrangerer guidede ture i naturen.

Her er et udpluk af nogle af de markerede vandreture:

Sti nr. F2 med start 2 km øst tor byen Opi. Man vandrer gennem Fondillodalen, hvor der er bjørne og gemser (2½ time – ingen større stigninger).

Sti nr. G5 og G6 til Camosciara. Drej sydpå 3 km vest for byen Villetta Barrea. Her er der chance for at møde alle nationalparkens dyrearter - også vildsvin, vandfald og høje bjerge (1½ time).