På denne heldagstur får man udforsket den sydlige del af Gran Sasso Nationalpark. På italiensk hedder den Parco Nazionale del Gran Sasso e Monti della Laga, men i folkemunde kaldes den kun Parco Nazionale del Gran Sasso. Se også nogle af de andre sider i menuen idet de indeholder flere oplysninger (Nationalparker) eller flere billeder (fx. Rocca Calascio og Santo Stefano di Sessanio).
Udflugten går til området som ligger mellem motorvej A25 og A24 - nord for motorvejen som går fra Pescara til Rom. Turen starter i Civitella Casanova, som ligger i udkanten – på østsiden - af nationalparken godt ½ times kørsel fra Collecorvino. Herfra gennem Case Cappuccini til Nora-flodens udspring Sorgente Fiume Nora. Videre går det til Villa Santa Lucia degli Abruzzi, Castel del Monte, Santo Stefano di Sessanio, Rocca Calascio, Ofena og hjem til Collecorvino via Popoli og motorvej A25.
For at komme til Sorgente Fiume Nora eller ”Nora-flodens udspring” skal man køre igennem Case Cappuccini og ad vejen San Bartolomeo væk fra byen.
Floden
er 28 km lang og en biflod til Pescara-floden. Floden udspringer i 1.433 meters højde fra Nasce dal monte Scarafano.
Turen går videre til Villa Santa Lucia degli Abruzzi som ligger længere inde i nationalparken. Man kører først sydpå og derefter nordpå.
Byen med det smukt klingende navn er en gammel bjerglandsby beliggende i 900 meters højde. Der er knap 400 huse og godt 200 beboere. En del af husene anvendes som feriebolig af italienerne og en del står tomme – i dårlig stand. Byen har et fattigt præg men også charme og sjæl. I Villa Santa Lucia er et af husene beboet af Bente og Chris
der ligesom os bruger ferierne på at udforske Abruzzo.
Gør holdt, gå en tur i den lille by og nyd udsigten.
Turen fortsætter længere ind i naturparken hvor næste step er Castel del Monte.
Castel del Monte er en af de højest liggende byer i Abruzzo - 1.346 meter over havoverfladen. Bjergbyen er en fæstningsby fra det 13. århundrede. Byen har 463 indbyggere, hvilket er et godt stykke under hvad der tidligere har været.
Frem til slutningen af det 19. århundrede blev hovedporten til Castel del Monte Porta San Rocco, sammen med de øvrige porte lukket hver nat for at holde banditter ude.
Stort set alle bygninger i byen er flere hundrede år gamle og nogle er oprindeligt fra Middelalderen. På grund af dårlig økonomi har der stort set ikke har været bygget nyt i over 100 år.
I 2006 blev Castel del Monte optaget i I Borghi Piu belli D’Italia, som en af de flotteste landsbyer i Italien. Som tak for den fine hæder har byen forpligtet sig til at bevare den historiske by og beskytte miljøet i området. Med skabelsen af Nationalparken Gran Sasso e Monti della Laga i 1993, hvori Castel del Monte befinder sig, har man sikret at landet omkring byen til stadighed vil forblive vild og uberørt.
Indtil nyere tid har byen været samlingssted for fårehyrderne på deres vandring til og fra Puglia. Rejser der havde til formål at drive fåreflokkene til brugbare græsgange.
Castel del Monte´s økonomi har tidligere været bunden op på fårehyrdning. Mellem det 12. og 16. århundrede, var dette område et af de mest uld-producerende i Europa. Velstanden fortsatte indtil omkring 1850érne hvor fårehyrdningen aftog. Castel del Monte fortsatte dog med at producere uld, lam og ost, men man kom aldrig tilbage til datidens velstand. I 2. halvdel af det 20. århundrede blev befolkningstallet kraftigt reduceret idet en stor del at byens beboere immigrerede til Belgien, Frankrig og Schweiz.
I de seneste år er efterkommere af datidens udvandrere, begyndt at vende tilbage for at holde ferie elle nyde deres otium.
I dag er turisme centralt for Castel del Montes økonomi. Byens største turistattraktion er La Notte delle Streghe eller ”Heksenes nat” - en årlig begivenhed som byen er kendt for. I en sen nattetime midt i august, kan man ved selvsyn se lokalbefolkningen spille rollerne som byboere og hekse i et folkedrama, som foregår på den lokale dialekt Castellano.
Rocca Calascio er navnet på et område, som befinder sig midt i nationalparken.
Her
ligger en cirka tusind år gammel borgruin kaldet La Rocca - den ligger øverst oppe på Campo imperatore-højsletten - omkranset af lave dale.
Det er usikkert hvor gammel borgen egentlig er, men meget tyder på at den stammer helt tilbage fra romertiden. Selvom borgen menes at være opført i år 900, er det uvist hvem der præcist stod bag opførelsen og hvornår. Dog er det sikkert, at borgen, i kraft af sin arkitektur og svært tilgængelige position på en klipperyg i 1450 m højde har tjent militære formål. I midten af 1700-tallet gjorde et voldsomt jordskælv væsentlig skade i området.
I dag er der ikke meget krigsstemning over stedet, som byder på en fantastisk udsigt over Appenninerne og de omkringliggende dale. Foran borgen ligger resterne af, hvad der engang udgjorde borgens bolig- og arbejdskvarterer, og bag borgen ligger et omkring 300 m² klippeområde, som flader ud i et højslettelandskab, der strækker sig over mange kvadratkilometer i østlig retning. I dette område, hvor der er en række markerede vandrestier, kan man i øvrigt være heldig at se ørne og flere sjældne plantearter. Fra borgen kan man vandre ud over sletterne og slå sig ned med sin picnickurv, mens man nyder den smukke udsigt over de omkringliggende dale, som i århundreder har været nøje overvåget af borgens skiftende erobrere. Der er - som de fleste steder i Abruzzo - ikke mange turister, og man kan derfor rigtigt nyde den eventyrlige stemning og den dramatiske natur.
Cirka 150 meter fra borgen i nordvestlig retning ligger en ottekantet kirke bygget i 1400-tallet. Langs borgens nordlige side løber en vandresti på kanten af en skrænt. Skrænten går herefter brat ned mod dalen i nord, hvor endnu en vandresti strækker sig fra kirken og ned til hovedvejen. På sydsiden af borgen er der en dyb kløft, og det er ikke muligt at passere borgen på denne side.
Under borgen mod sydøst ligger selve Rocca Calascioby (knap 100 indbyggere). Den består af omkring 30 huse, hvoraf de ældste er fra omkring år 1100. I byen finder man en bar, som også sælger lokale oste, og en souvenirbutik, der sælger lokalproduceret håndværk såsom postkort, keramik og træarbejder. De øvrige bygninger er i mere eller mindre faldefærdig stand, men det er muligt at komme ind i enkelte af dem, og byen giver et samlet indtryk af autenticitet og charme
.
Besøgende kan parkere langs hovedvejen, som begynder fra bunden i dalen, hvor byen Calascio ligger og fortsætter helt op til de første huse i
Rocca Calascio
. I alt er der omkring 5 km vej, og det kan visse steder lade sig gøre at parkere langs vejen. Når du har parkeret, kan du enten spadsere op i gennem Rocca Calascios smalle gader, og videre op til borgen, eller du kan tage vandrestien fra vejsvinget og op til kirken nordom
.
Efter at have nydt den smukke udsigt og vandret i området køres til Santo Stefano di Sessanio.
Middelalder-realiteten
Santo Stefano di Sessanio er iscenesættelsernes by. Den har en fantastisk beliggenhed i nationalparken. Byens historiske ånd og middelaldertårnet, som er byens vartegn, danner de perfekte rammer for at opleve resultatet af et enestående bevaringsprojekt i Italiens grønne hjerte Abruzzo.
Santo Stefano di Sessanio har gennem en årrække haft succes med at tiltrække investorer til byen, som har bidraget til turismeudviklingsprojekter og istandsættelser af byens mange ejendommelige bygninger.
Denne smukke 1400-tals by er bygget op som en spiral, der fører op til byens vartegn middelaldertårnet. Når man går rundt i byen, bemærker man straks de mange kræfter, der er brugt på bevaringsarbejder, hvilket blandt andet ses på byporten, Santo Stefano-kirken og buegangen til Casa del Capitano. Med tanke på det store arbejde, der er lagt i bevaringen af byen, kan det derfor ikke undre, at byen er blevet optaget på den prestigefyldte liste over Italiens smukkeste middelalderbyer
I borghi più belli d'Italia
Byen, som ligger 1.250 m.o.h., havde i sin blomstringsperiode mere end 4.000 indbyggere, hvorimod der efter perioder med fraflytning og urbanisering nu bor under 100 faste indbyggere i byen. Det er paradoksalt nok denne fraflytning for mange år siden, som nu har reddet byen og gjort det muligt at genskabe og bibeholde det originale udtryk. Derudover har mange en lejlighed, som de benytter i ferier og lange weekender.
Med hele 6 restauranter med lidt skiftende åbningstider, skulle der være rig mulighed for at finde et spisested i byen, blandt andet den stemningsfyldte Locanda Sotto gli Archi. Byen har også genskabt nogle aktive
værksteder med vævning eller sæbeproduktion og se hvordan en skole fungerede i tidernes morgen.
Navnet Ofena stammer fra fortidens bosættere af området kaldet Aufinum. Byen ligger 52 km fra L'Aquila og beboer ca. 600 mennesker - engang var der 1300 indbyggere I Ofena. Med sit unikke mikroklima er den kendt som ”Abruzzos ovn” – kælenavnet kommer af at husene i Ofena, i løbet af den hede sommer, absorberer varmen fra solens stråler. Byen har en stærk økonomi der er forbundet med handel af safran. Omringet af vinmarker og olivenlunde er området perfekt for vinmagere og olivendyrkere.
I begyndelsen af dette århundrede immigrerede en del af befolkningen til provinsen Ontarion i Canada. Før den tid var de fårehyrder, der med deres dyr vandrede over højsletten ad specielle fåre-stier kaldet tratturi, søgende efter græsningsarealer. Ofena var beliggende langs med disse tratturi mellem L’Aquila og Foggia.
Ofena er vært for flere arkitektoniske monumenter, herunder middelalderkirker som St. Francesco der indeholder forhistorisk romansk alter, St. Pietro in Cryptis or delle Grotte (fordi den ligger oven på en underjordisk grotte) med kalkmalerier fra det 15. århundrede.
Alle Abruzzo-byer med respekt for sig selv har festivaller. i Ofena fejres Festa di Sant'Antonio d. 17. januar og Feast of San Nicola di Bari d. 8. maj. I tiden før d. 15. august er der fremvisning af Ofena Montepulciano vine.
Historien om kricifikset i klasseværelsen.
I 2003 blev Ofena kendt for sit oprør mod et påbud om at fjerne et krucifiks i et klasseværelse. Den italienske islamiske leder Adel Smith, som er kristendøbt Emilio og siden konverteret til islam, havde fået en lokal domstols ord for, at et krucifiks skulle fjernes fra hans søns klasseværelse på skolen Antonio Silveri
Over halvdelen af indbyggerne i Ofena mødte op til et bymøde for at diskutere dommen.
En enig befolkning i landsbyen opførte i protest et tre meter højt jernkors foran skolen for at understrege deres stærke utilfredshed med dommen, og på skolen nægtede den ansvarlige at pille krucifikset ned. De overvældende protester fra befolkning, politikere og gejstlighed fik den lokale domstol i Aquila, hvor Ofena hører under, til at undsige den tidligere dom. I kendelse hed det, at den lokale domstol ikke er kompetent til at vurdere sagen, fordi sagen "bygger på et forhold af (bredere) offentlig karakter, nemlig forholdet mellem elever og skole". Dermed blev sagen sendt videre til en højere administrativ domstol, der tager sig af offentlige sager. Her skal man vurdere, om korset definitivt får lov at blive i klasseværelset eller ej.
Faderen skulle have udtalt at han var utilfreds med det seneste udfald som han mener, krænker hans to sønners private rettigheder i det offentlige rum, hvor blandt andet skolebørn ifølge italiensk lov skal friholdes for religiøs påvirkning. Adel Smith skulle endvidere have tilføjet, at han om nødvendigt ville gå til højesteret med sin sag. Men indtil videre har den administrative domstol nu det sidste ord, og den har afvist flere lignende sager. I sidste instans kan sagen ende ved den italienske forfatningsdomstol - Hvor historien ender er ikke godt at vide?
Efter stoppet i Ofena er der ved at være tid til at køre hjemad.
Kør mod Popoli og tag motorvej A25 mod Pescare.